Med Falcken i Sønderjylland
sonaleforening, lød det fra kolleger, og
sådan blev det.
I dag er Henning som næstformand
stedfortræder for formand Flemming
Lindhof, men ved siden af også en meget
aktiv »sommerhusmand« i feriehusud-
valget. Og her er der nok at se til, for
nogle af husene trænger efterhånden til
en meget kærlig hånd, hvis de skal leve
op til den standard, der må kræves af et
feriehus i dag. Henning er regions repræ-
sentant for sommerhusene i det sydlige
Jylland og på Fyn og øerne, og har kon-
takten til de tilsynsførende ved husene.
Han er også synlig i Falck –Museets Ven-
ner, hvor han er fast dirigent på general-
forsamlingen, og så har han i øvrigt en
tæt dialog med formanden i en række
praktiske gøremål i forbindelse med
drift af en foreningmedmere end10.000
medlemmer og over 40 sommerhuse.
Det indebærer et tæt samarbejde med
bestyrelse, tilsynsførende og de fire
medarbejdere på Personaleforeningens
kontor i Odense, og alle steder roses
Henning for sin evne til at få opgaver løst
i en hastig rækkefølge og i et tempo, der
har medført benævnelsen »personale-
foreningens dampbarn«.
Arbejdet giver mig mange spændende
oplevelser, fortæller Henning, der i øv-
rigt genopstiller ved det kommende
valg. Lysten til at genopstille, kommer
også af de oplevelser, arbejdet i Falcks
Personaleforenings bestyrelse medfø-
rer. Han nævner mindehøjtideligheden
hvert år i Holmens kirke, hvor han er fa-
nebærer for Personaleforeningens fane.
En af Hennings større oplevelser, han
sent vil glemme, var ceremonien i forbin-
p
Henning Hansen – holder dampen
oppe
delse med Falcks topledere fra hele ver-
den, der var i Holmens Kirke for at få
overdraget en fane til deres hjemland.
Også sidste års 75-års jubilæumsarran-
gementer i Personaleforeningen havde
han sat sit præg på.
-Der ryger mange timer i jobbet, men
jeg brænder stadig hundrede procent for
opgaven, betoner han, så dampen er ab-
solut ikke gået af den populære næst-
formand i Sønderjylland.
Ekstremsporten har gode kår i disse år.
Man udfordrer sig selv for at blive endnu
bedre til den sportsgren, man har valgt.
En af de sportsgrene, der er i kraftig
stigning herhjemme, er klatresporten.
Og det er ikke høje træer, der tales om,
men derimod bjergklatring eller klatring i
isdækkede vandfald og lignende fare-
fulde steder.
En af dem, der har prøvet det meste, er
paramediciner Mikkel Rudolf i Kolding.
Mikkel har klatret både herhjemme og i
udlandet i mere end tyve år og han nøjes
ikke med klatrevægge med kraftige sik-
kerheds madrasser under. Han færdes
tværtimod ofte i bjergområder i Nord-
italien, hvor han finder attraktive ruter i
Dolomitterne og de sydlige Alper, ofte
sammen med en god bekendt, der bor i
Italien.
Klatring kræver en god fysik med
stærke muskler i arme og fingre, og så
skal man kunne sno kroppen i de mest
utrolige stillinger.
-Man står jo ofte på et fundament, der
svarer til en dansk femkrone, så man skal
være helt sikker i sine bevægelser, for-
tæller paramedicineren, der ellers havde
forladt korpset for nogle år siden for at
læse til lærer. En dag han var på vej til se-
minariet så han et stort antal reddere og
køretøjer i indsats i forbindelse med en
ulykke.
-Jeg skulle have stået der sammen
med dem, sagde han til sig selv – og for-
lod seminariet, for blot tre uger senere
at starte på st. Åbenrå. Så der er ikke
langt fra beslutning til handling hos ham,
og det samme gælder for klatring. Her
skal der konstant træffes hurtige be-
slutninger om, hvilket greb og hvilken
drejning der skal ske for at man kan be-
vare fodfæstet. Drabeligt ser det ud, når
klatrerne øver sig og man som en abe
klatrer hen over en klatrevæg, der er helt
vandret. Det er her i træningslokalet i
Kolding Mikkel har udviklet sine klatre-
egenskaber, så han i dag tør tage nogle af
de svære, afmærkede ruter i bl.a. Dolo-
mitterne i Norditalien.
-Jeg klatrer altid med reb og klikker
mig på de øjer, der er fastgjort i klipperne
på de afmærkede ruter. Nogle gange
kommer jeg udover ruterne og har da
også været på steder, hvor det ikke
måtte gå galt, for der var ingen sikkerhed
mere, fortæller Mikkel, som dog lige i
denne tid har valgt at koncentrere sig om
klatredisciplinen boulding, der er korte
ruter på op til fem meter, og foregår på
en stor stenblok, hvor man bruger en ma-
dras som sikkerhed. Her er det mere be-
vægelserne, der er i fokus.
Fascinationen ved at klatre i bjerge el-
ler på is er at løse de konstante proble-
mer, der opstår. Man kan starte på en
rute, som man slet ikke kan overskue,
men langsomt – og gerne sammen med
en kollega – indsnævrer man proble-
merne og finder løsningerne. Hvis du dre-
jer foden lidt her og vrider kroppen den
anden vej, så har du et godt udgangs-
punkt til næste opgave. Det er sådan det
foregår og på den måde når man op i 200-
300meter på en bjergskråning, fortæller
Mikkel, der er ét af 80 medlemmer i Kol-
ding klatreklub.
JEG KOMMER ALTID HJEM
Paramediciner klatrer med de bare næver i Dolomitterne og Alperne i
Norditalien
Fra Dolomitterne i Norditalien
p
Mikkel øver sig i træningssalen på en
vandret klatrevæg
q
